Glad for Livet

Dette er nogle tanker fra en fredagaften  i januar...
Vi var på vej hjem efter en hyggelig aften hos nogle meget gode venner i Haverslev.

Vejret var noget blandet, MEGET blæst og snefyning nogle steder. På vej ned havde der været et par trafikuheld i den modsatte vejbane, dvs nordpå hvor vi kørte sydpå. Vejbanen vi kørte på var fin.

På vej hjem kørte vi meget forsigtig på de små veje der var meget glat!!!! Ja, vi kørte højst 30 km/timen. Vi slukkede radioen, kunne så høre  hvor meget det blæste , det lød helt vildt.
Vi nåede til motorvejen , hvor vejen så fin ud, vi kørte ikke så stærkt højst 90-100km/timen, men et stykke længere henne af vejen havde der været et uheld, så vi sagnede farten. Her var der SNE det var somom man pludselig var et helt andet sted. Det var ligesom et "bælte" af snefyning.
Vejen blev pæn igen, men vi kørte jo naturligvis stadigvæk stille og roligt, det skulle jo så også vise sig at være vores HELD!!!
Vi havde overhalet et par lastbiler og var kommet forbi dem... Så skulle vi til at trække ind igen ....Så var der SNE igen bilen skred lidt ud i midterrabatten, hvor vi faktisk kørte måske 100 meter.... Jesper tog det rigtigt flot og roligt. Beroligede mig med, at han have styr på det og jeg skulle bare tage det roligt. Da bilen fik "fat" på vejen kørte den direkte over i den modsatte side af vejbanen, på det tidspunkt tænkte jeg, nu ender vi ude over marken.
Men det sidste jeg umiddelbart husker er nu reder han det, men så lukker jeg øjnene, jeg kan mærke vi ruller rundt.
Det næste jeg registrere er Jesper der spørger om jeg er OK, jeg spørger om han er OK. Så er der stemmer uden for vinduet der spørger er i OK derinden og det var vi sådan set. Vi kravler ud af bilen som vender på hovedet, jeg tror jeg kravler ud igennem vinduet, Jesper kunne  åbne sin dør.
-NOGEN havde holdt hånden over os, vi kunne have været dræbt  på stedet. 
Da vi er kommet ud spørger de 2 lastbilchaffører om vi har børn med, jeg når at tænke tanken, har vi børn med? Men NEJ heldigvis var de i Sæby hos mormor & morfar.
MEN vi havde hunde med, Louie & Balou. Vi gik om bag bilen jeg turde næsten ikke kigge var de nu OK, men de 2 små seje drenge var i deres transportkasser, hvor de jo så nu så i "loftet" af. Vi fik dem ud af bilen men lod dem blive i deres kasser.
Nu kunne vi så tænke på at få ringet efter politiet osv. Da jeg står med en af hundekasserne opdager jeg blod, jeg tror det er fra Jesper men det var fra mig selv, der var temlig meget, min hånd så ikke så pæn ud.
Den ene lastbilchaufør var så sød at lade mig komme op i førerhuset på hans bil med hundene. Der sad jeg så indtil Ambulancen kom. Der kom ret hurtig en ambulance , der havde jo været et uheld lidt tidligere på vejen der kom den fra, så der kom lige en ambulancemand op i førerhuset og forbandt min hånd. Han var enorm rar og tog sig god tid selvom han havde ambulancen "fyldt op" med en patient. Der er jo så mange ting man pludselig skal have styr på, hvor skal bilen hen, har man falck abonnement osv. Han mente ikke at bilen kunne nøjes med en bilvask og det kunne han jo have ret i.
Imens jeg fik forbundet min hånd, ordnede Jesper alt det praktiske med Politiet, ja, han hjalp også falck med at får bilen på "hjulene" igen...
Der kom en ambulance til mig, så jeg blev tjekket igennem og sendt videre til skadestuen. Hundene fik et lift af politiet ind til skadestuen hvor de fik lov at opholde sig til vi kunne komme videre. Hundene har taget det kanonflot, de er bare for seje.
Det tog sin tid på skadestuen, min højre hånd er blevet smadret ind i sideruden og var derfor fyldt med glas. Men det var jo også billigt sluppet, vi kunne ha´mistet livet.

JEG ER BARE SÅ GLAD FOR AT VÆRE I LIVE!!!

- at jeg er nød til at dele denne oplevese med I som læser det

Vores SUPER HJÆLPSOMME Nabo Thomas kom ind til os på skadestuen og hjalp os med at få hentet ting i bilen og kørt hundene hjem. Jesper & Thomas kom derefter tilbage og "underholdt" mig på skadestuen. Det tog noget tid at få "ryddet" op i min hånd.

Vores familie er vant til lidt af hvert, så vi har været gode til at være der for hinanden.

Jeg kan huske noget af det sidste sagde til hinanden tidligt lørdagmorgen inden vi gik i seng
"Godt vi har hinanden". - Det er jeg meget glad for ,Jesper er en del af mig. Jeg havde ikke klaret det uden ham.

Jeg priser mig lykkelig for at børnene ikke skulle opleve dette, men det har sat sine spor hos dem, det gik op for dem hvor tæt de var på at miste deres forældre.

Men vi er her for dem, forhåbenlig mange år endnu.....

10 dage senere....
Stingene har jeg selv fjernet og tiden læger alle sår....
Hånden bliver nok aldrig helt pænt med det er kun en hånd....
De væreste ar er dem på sjælen.... Lige nu føles det somom alt er imod en....

De sidste ting er nu hentet i bilen...